MARYLAND FåR TILDELT 415 MILLIONER KRONER EFTER BROKOLLAPS

USA's præsident Joe Biden og hans administration afsætter en hjælpepakke på 60 millioner dollar - omkring 415 millioner kroner - til Maryland, efter at Francis Scott Key-broen i Baltimore tidligere på ugen kollapsede.

Det siger guvernøren i Maryland, Wes Moore, på et pressemøde sent torsdag aften dansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Baltimore er den største by i delstaten Maryland.

Brokollapset skete, efter at et Mærsk-charteret skib natten til tirsdag lokal tid sejlede ind i Francis Scott Key-broen.

To lig er blevet fundet i Patapscofloden, og myndighederne antager, at fire savnede personer ligeledes har mistet livet.

Wes Moore havde tidligere fredag anmodet om en hjælpepakke på netop 60 millioner dollar, og nogle timer efter blev anmodningen godkendt.

En sådan hjælpepakke vil normalvis tage dagevis at få godkendt, men Biden sagde tirsdag, at han havde bedt myndighederne "flytte himmel og jord" for hurtigt at få genopbygget broen.

- Disse midler tjener som en dækning af de første omkostninger, og som arbejdet fortsætter, vil yderligere krisestøtte blive gjort tilgængelig, siger transportministeriet i en udtalelse om hjælpepakken.

Guvernøren har i en udtalelse om anmodningen sagt, at pengene skal gå til "mobilisering, operationer, fjernelse af vragrester, hvilket skal udgøre grundlaget for en hurtig bedring."

Analyseselskabet Implan har umiddelbart anslået, at genopbygningen vil koste omkring 600 millioner dollar, hvilket svarer til omkring 4,2 milliarder kroner. Arbejdet vil sandsynligvis blive finansieret af regeringen.

Fragtskibet var på vej fra Baltimore til Colombo i Sri Lanka, da det ved udsejlingen fra havnen ramte broen. Skibet udsendte forud for kollisionen med broen "mayday", men dets fart syntes at være for høj til, at en kollision kunne undgås.

Guvernøren oplyser på samme pressemøde, at politiet onsdag aften indstillede arbejdet i Patapscofloden, hvor dykkere blandt andet har ledt efter omkomne.

Det er sket af sikkerhedsmæssige årsager, lyder det.

/ritzau/

2024-03-28T23:12:01Z dg43tfdfdgfd